Musikklasser
Klasser med instrumentalundervisning i folkeskolen
Fra 1. august 2019 kan Haderslev Kommune bryste sig af at have 62 musikklasser fordelt på alle skolerne i kommunen. Det betyder at alle børn – i skoletiden – kommer til at spille på et instrument i minimum 2 år.
Initiativet er forankret i musikskolens strategi om, at alle børn i kommunen skal være en del af musikskolen. Det er en stor ambition – men folkeskolereformen har været løftestang for at få det muliggjort. I Haderslev kommune er der nemlig allerede et stort samarbejde mellem musikskolen og samtlige folkeskoler.
Haderslev-modellen
Musikskolen har de seneste fire år – i samarbejde med kommunens folkeskoler – prøvekørt de musikpædagogiske, didaktiske og indholdsmæssige forudsætninger for at lykkes med at undervise en hel klasse på samme instrumenttype. Vi har knækket koden til denne musikundervisningsform, og er fra sæson 17/18 startet på samtlige folkeskoler i Haderslev kommune.
Ideen er, at udvalgte klasser, fra 2. klasse og opefter, udstyres med et klassesæt af instrumenter. I én lektion om ugen møder de en lærer fra musikskolen, der sammen med en skolelærer afholder timen. Indholdet er en nøje tilrettelagt instrumentalundervisning, der får alle igang med at spille på instrumentet, og lære basale musikalske færdigheder.
Fakta
- 62 klasser kan i 2019/20 kalde sig musikklasser
- Klasserne modtager undervisning i et udvalg af instrumenter, der tilsammen dækker behovet for instrumenter for at kunne etablere samspilsgrupper og ensembler fremover
- Hver klasse spille på ét instrument
- Alle eleverne har et instrument, som skolen, i samarbejde med musikskolen, har indkøbt i klassesæt
- En lærer fra musikskolen forestår undervisningen, efter et særligt udviklet koncept
- En skolelærer hjælper med at holde sammen på klassen og bistår undervisningen
- Undervisningen tager udgangspunkt i et nøje tilrettelagt forløb, som præsenteres og styres via Smartboard
- Undervisningen knytter an til anerkendte musikpædagogiske principper, som for eksempel Music Mindgames
- Undervinsingen ligger i skoletiden, og er en del af det obligatoriske skema
Motivationen og målet
Som i alle andre kommuner har Haderslev oplevet et markant fald i interessen for musikundervisning gennem de seneste par årtier. Derfor har vi set det som vores mission på systematisk vis at udbrede kendskabet til aktiv musikudøvelse blandt kommunens børn. Vi har været ambitiøse og tænkt alle børn i kommunen med i visionen. Og netop det har skabt stor lydhørhed på skolerne, der alle er gået med projektet.
På den måde kan vi i 2018/19 bryste os af 49 musikklasser i kommunen. Det vil sige, at vi for nuværende når ca. 1300 børn.
Målet med projektet er at genskabe et vækstlag for musikken – både den klassiske og den rytmiske – så vi igen kan skabe en fødekæde.
Fremover
Om et par år er ambitionen at igangsætte en række skoleorkestre og bands, med udgangspunkt i eleverne fra musikklasserne. På den måde håber vi at kunne skubbe gang i et omfattende og selvbefordrende musikliv i kommunen og området.
Vores samarbejdsskoler
Fællesskolen Favrdal – Fjelstrup
Fællesskolen Hammelev – Sct. Severin
Fællesskolen Bevtoft – Over Jerstal
Fællesskolen Hoptrup – Marstrup – Vilstrup
Fællesskolen Nustrup – Sommersted
Fællesskolen Starup – Øsby
Sønder Otting Skole
Bregnbjergskolen
Gram Skole
Haderslev Realskole
Louiseskolen